26. marts 2022

Om netværk, fingeren på pulsen, Ukraine og sabbatår.

Jeg er netop hjemvendt fra en kongres på Malta arrangeret af IAPA (International Au Pair Association). Hvor var det skønt at møde kollegaer og samarbejdspartnere fra hele verden. Mange var jo glade for at se hinanden, efter at kongressen har været udsat i to år. Jeg var glad for at få sat ansigter på i det virkelige liv, efter at have haft møder med flere online. Der er nu noget ved at se hinanden i virkeligheden. Og det er jo noget, som vi alle har savnet og længtes efter.
Verden åbner op, og det gør den trods krise og invasion af Ukraine. Det er som sådan ikke noget der har påvirket afrejse og ankomst af au pairs. Men det er klart at det skaber nogle spørgsmål, når flere erfarer, at der er krig i Europa.
Der er kommet et par henvendelser fra ukrainske piger, men jeg har erfaret, at deres beslutning om at blive au pair kan være baseret på en panisk og hurtig løsning. Jeg tror nogle mest af alt trænger til ro, og til at komme sig over den voldsomme oplevelse det er at sige farvel til sin liv som de kender, deres hverdag, familie og venner. Samtidig er det også en vild oplevelse for dem at “hele verden” pludselig er åben for dem, og de kan skabe sig et nyt liv nærmest hvor de vil. Og der er inden tvivl om, at det er prisværdigt, at mange er opsat på at komme videre med deres liv hurtigst muligt, og få et job og en hverdag. Jeg tror bare, der er en balancegang, som man skal være opmærksom på som hostfamilie, selvom man både står med et behov for en au pair og naturligvis også gerne vil hjælpe. Mærk efter - det skal man altid, og spørg ind.. Det er så ærgerligt at starte en proces og bruge en masse penge på en kandidat, som måske ikke er parat eller er for psykisk påvirket af det, som de er blevet udsat for, til at kan være au pair i længden. Så være opmærksom er mit råd.
IAPA har “taget temperaturen” på området Cultural Exchange generelt. Siden pandemien udbrød og Brexit pludselig også var en realitet, har der været en del bureauer som enten har måttet trykke på pauseknappen eller helt dreje nøglen om. Det er jo en ærgerlig konklusion, at unge menneskers lyst til at rejse skal bremses grundet politik. Faktum er desværre, at der stadig ikke er en løsning i England ifht. Brexit. Det gode er at IAPA har fået “hul igennem til EU”, som vil presse på for en løsning snarest muligt. Derudover kommer der en underskrift indsamling, som jeg gerne linker til via nyhedsbrev, hvor vi naturligvis opfordrer alle til at underskrive. Der er mange unge som i årenes løb har haft glæde af at rejse til England og opleve en anden kultur. Det skal de naturligvis have mulighed for igen. Pandemien har jo sat sin naturlige begrænsning på rejsemulighederne. Men det er glædeligt, at der stadig er mange unge mennesker og værtsfamilier som ønsker at benytte ordningen og enten rejse ud, eller invitere en fra en anden kultur ind i sit hjem for en længere periode.
Vi talte meget om forskellen på au pair ordningen og reglerne i landende. Men vi var alle enige om vigtigheden i at pointere, at meningen med ordningen er kulturel udveksling. At være au pair handler om at bo hos en værtsfamilie, hjælpe familien nogle få timer i løbet af dagen med praktiske opgaver, og modtage lommepenge, fri kost og logi for dette. Det er stadig et brændende ønske fra au pair kandidaterne, at komme til Europa, opleve en anden kultur og være en del af en familie. Nogle vigtige spørgsmål man som værtsfamilie kunne spørge sig selv er:

  • Hvad vil jeg gerne give min au pair med i rygsækken ved at bo hos os, som hun kan bruge resten af sit liv?
  • Hvad ville jeg gerne opleve hvis jeg besøgte Danmark som var mindeværdigt at opleve. 

Trods vi er et miniput land, så har vi så mange ting at byde på og ting vi faktisk også er kendt for globalt. Når jeg interviewer au pair kandidater spørger jeg dem ofte, om de ved noget om Danmark. Når jeg fortæller om Lego, Mærsk og HC Andersen så er der ofte en WOW effekt fra dem over informationen.. Det skal vi da være stolte af. Og vi skal i min optik insistere på at vores au pair deltager i danskundervisning og læring om Danmark. Det er det de primært er her for. Hvad vil du give dem med videre? Gør dem i stand til at være de bedste ambassadører for Danmark når de drager videre ud i verden og livet. Hvad vil du som værtsfamilie huskes for?

I kraft af at vi nærmer os sommer og studentertid, er der mange unge mennesker, som ønsker et sabbatår. Og det synes jeg er de unge mennesker forundt, selvom mange politikere presser på for at få dem igennem uddannelsessystemet på rekordtid. Jeg synes et sabbatår giver både modenhed, klarhed og tid til at tænke på fremtiden. Tid til at tage de rette beslutninger, fremfor måske at tage forkerte valg og springe fra noget som alligevel ikke var det. Lad de unge mennesker få en rejseoplevelse eller flere. At komme ud som au pair er en god og anderledes måde at rejse på. Mange unge vælger at arbejde hårdt og herefter rejse afsted til flere forskellige destinationer i kortere periode. Det er jo en smagssag. Men ofte er det billigere at rejse som au pair, da man jo har en fast base som ikke koster noget. Men det giver også mulighed for at få dykket ned i et lands kultur og skikke på en anden måde. Samtidig med at man er en del af en familie. Det skaber også ofte venskaber for livet. Jeg har selv været au pair, og tænker ofte tilbage på tiden og det jeg har lært. Efter 26 år har jeg stadig kontakt med min familie. Jeg mødte også flere kollegaer på Malta, som eksempelvis havde haft en dansk au pair, da jeg fortalte hvor jeg kom fra. Med det samme  kunne de fortælle historier om deres au pair, hvor sød hun var ,og at de måske havde besøgt Danmark og hun havde besøgt dem også. Dét er jo lige præcis det det handler om. Oplevelser for livet.

Har du tilmeldt dig mit nyhedsbrev? Jeg har et nyhedsbrev for familier, hvor jeg bringer forskellige emner op, og præsenterer nogle af de ledige kandidater. På nyhedsbrevet for danske au pairs har fortæller Viktoria, som er au pair i Frankrig sin historie og erfaringer. Viktoria kommer med gode råd til alt fra pakning og forberedelse, til hvad man skal være opmærksom på ved ankomst og i hverdagen i et fremmed land.

Husk at du altid er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Og så vil jeg slutte af med at sige, at sådan en tur ud og møde sine kollegaer og netværke…det kan noget.. specielt når man som jeg et vant til at sidde i “min boble” alene på kontoret hver dag. Jeg sætter STOR pris på de referencer jeg får fra alle ”mine” skønne au pairs og familier, og den ros jeg får på mails. Det er jeg meget meget taknemmelig for. Nu kommer jeg hjem med nye input og idéer, nye destinationer, og et helt nyt tiltag til unge mennesker som jeg snarest vil afsløre.

 

Gå tilbage
"