Img Afb3a9dc7294 1

Studenter tid & fremtid.

28. JUNI 2020

I disse dage ser vi alle de ny udklækkede studenter fejre, at huen er i hus. Og præcis i år har de fleste nok nydt det ekstra meget, for det var ikke givet, at det kunne lade sig gøre at køre studenterkørsel og besøge mor og far. Men det lykkedes, og det skal da fejres. Rundt om hjørnet venter der efter sommerferien for de fleste studenter et nyt kapitel. Og uanset om man springer ud i en ny uddannelse, har fået læreplads eller har taget et sabbatår, så skal sommeren lige nydes først.

Der er flere, der har ansøgt om at komme til udlandet som au pair, og vi har haft mange gode placeringer hos familier, som glæder sig til at invitere en dansk au pair ind i deres familie til august / september. Vi har eksempelvis fundet en familie udenfor Venedig til en dansk pige. Og der er flere match på vej i Italien og Spanien. Der er også nogle, som allerede nu har sagt, at de er interesseret i at komme til London senere på året. Vi har også oplevet interesse for Australien, og lige nu afventer vi en afgørelse fra den australske regering i forhold til åbning af landet for au pairs.

Derudover har vi også placeringer i USA. Og her er udfordringen lige nu, at Præsident Trump og den amerikanske regering har suspenderet au pair ordningen indtil nytår. Dog vil de med 30-60 dages mellemrum gå ind og kigge aktivt på, om der skal åbnes mere op. Men, som det har været tilfældet i Danmark, så handler det om at styre smittetrykket.

Det er selvfølgelig frustrerende ikke at kan få alle de placeringer igennem herfra, da vi ved at både familier og au pairs glæder sig enormt til at mødes. Men når jeg taler med de bureauer jeg samarbejder med, så er de alle både fortrøstningsfulde og arbejder på højtryk for at gøre hvad de kan, for at alting lykkes. Men det er ikke alle ting, som vi kan gøre noget ved. Men vi forsøger… Og vi er nødt til at tro på de projekter vi sætter i søen og forsøge at sejle dem sikkert i havn. Det gør vi også fremadrettet. Og derfor er også vores ambition, at alt hvad der kan lade sig gøre, det gør vi noget ved nu. Og alt det der kan lade sig gøre senere, det tager vi hånd om, når det er muligt.

Og imens må vi være positive, og glædes over de eventyr, der venter forude for de au pairs, som snart kan pakke kufferten og komme afsted. Vi håber, at de vil dele deres oplevelser med os, og give dem videre til andre fremtidige au pairs.

Men inden da skal vi og de nyde huen, alle festerne og forhåbentlig en dejlig varm og solrig sommer i Danmark. 

Julle&Jesilaverlektierudenlogo
Ikonbilledeudenlogo
Udviklet af attityde.dk