25. oktober 2020

Nye restriktioner.

I fredags fik vi igen under pressemødet med vores Statsminister pålagt restriktioner i forhold til Corona virus. Heldigvis kan man sige, at det for de fleste brancher ikke betød en ny nedlukning, men blot øget brug af mundbind i det offentlige rum, samt mere opmærksomhed på, at virus stadig er her. Den skaber desværre stadig udfordringer for flere brancher, og vi bliver jo alle mere eller mindre ramt af restriktionerne. Men op på hesten og find kreativiteten frem igen. Vi kunne klare den i foråret, og vi kan klare den igen. Og jeg tænker der er lagt i kakkelovnen til nogle anderledes måder at afholde eksempelvis julefrokosterne på i år end tidligere.

Hvad udfordringer giver det så for familier og au pairs fremadrettet? Noget ved vi, og noget ved vi ikke. I foråret havde jeg en god dialog med flere af de bureauer jeg samarbejder med, og en ting er sikkert; Vi arbejder alle på højtryk stadig for at løse det som kan løses, og tager de udfordringer som kommer. I foråret var det jo sådan, at til trods for at grænserne var lukket, at når man havde et visum og et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, så var det muligt at komme ind i landet. Det er indtil videre det jeg hører fortsat er gældende. Udfordringen har været, at de filippinske myndigheder ikke har villet lade au pair´ene forlade landet. Så det har altså ikke haft noget med de danske myndigheder at gøre. Og jeg vil generelt gerne rose de danske myndigheder for at være super hurtige til at træde til, hvis der har været et problem, som skulle løses lige nu og her. Jeg synes det viser, at vi alle forsøger at tilpasse os den nye situation, løfte i flok og løse udfordringerne sammen. 

Mette Frederiksen satte flere restriktioner på i fredags. Men jeg mener ikke, at det er noget, som skaber udfordringer i forhold til at ansøge om en au pair. Der er fortsat tre måneders behandlingstid af en au pair ansøgning, og derfor ser jeg ikke, at man skal holde sig tilbage med at sætte processen i gang nu.

Jeg har mange rigtig gode kandidater, som gerne vil til Danmark og Skandinavien som au pair. Mange af dem spørger om Danmark er lukket? Så jeg har meget korrespondance, og bruger meget tid på at få ”aflivet rygterne”. Det er klart at proceduren er lidt anderledes end den plejer at være grundet pandemien. Men jeg synes jeg i fællesskab med både au pair, myndigheder og familier får løst tingene. Vi har da fået en del au pairs herop de sidste par måneder. Kommer der udfordringer i forløbet, så har det hidtil været muligt at klare de fleste. Derfor laver vi også altid en fuldmagt til ansøgningerne, så jeg kan håndtere de fleste ting i processen for Jer.

Mange familier har ligeledes spurgt, hvordan de har skullet gribe det an, når de har skulle hente en au pair i lufthavnen i forhold til Covid-19. Og hvad er reglerne? Alle au pairs skal testes inden afrejse, og naturligvis kunne fremvise en negativ test. Når de ankommer til Danmark har jeg anbefalet familierne, at de bliver testet hurtigst muligt og herefter går i isolation, indtil der er et negativt svar. Dvs. at en au pair bliver testet to gange indenfor en uge altså både i dagene før afrejse og ved ankomst. Det vil jeg tro er tilstrækkeligt. Men er du i tvivl, vil jeg altid anbefale, at man kontakter den Fælles Myndigheds hotline på 70 20 02 33. Her kan de besvare alle spørgsmål vedr. Corona virus, hvis man er i tvivl.

Vurderingen herfra er, at det stadig er muligt både at ansøge om au pair og få au pair ind i landet. Og det er også muligt at komme ud af landet som au pair. Man skal hele tiden skelne mellem at være turist, og det at skal bo i det pågældende land i en længere periode.

Har du spørgsmål til enten det at få eller blive au pair, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg håber, at jeg med mit netværk og med de ”værktøjer” jeg har fået i rygsækken (-ikke blot under Corona tiden) kan hjælpe både familier og au pairs på en tryg måde, med at få de bedste match og oplevelser sammen.

Gå tilbage
"